At elske et andet menneske
Ved denne tid for 2 år siden bad Politikkens redaktion læserne indsende deres bedste citater om kærlighed. Der kom rigtigt mange forslag, formodentligt flere end dem, avisen valgte at trykke på en helside med røde hjerter. Lad mig indlede med et par eksempler: 1) “At elske et andet menneske. Det er måske den sværeste opgave, vi nogensinde vil blive betroet, den ultimative opgave, den egentlige og endelige prøve, det arbejde, der gør alt andet til indledende øvelser”. 2) “Man kan leve længere uden kærlighed, end man kan uden mad og drikke, men fornemmelsen af tomhed er betydelig større”. Og et par af de korte: 3) “Kærlighed er en hård branche. Hold dig væk eller ta´ hvad der kommer”. 4) “Jeg elsker dig så højt, at jeg ville dø, hvis jeg faldt ned”. 5) “Når man elsker, danser sjælen i øjnene”. Og sådan kunne vi blive ved. Det, der var mest spændende for mig, var det citat, Politikkens redaktion havde udvalgt som det bedste, der nogensinde er sagt om kærligheden. Jeg ved ikke om I kender det, men det håber jeg. Det bedste citat om kærlighed, fra sommeren 1997, er fra Paulus brev til korinterne kap. 13 - det kapitel, der også kaldes kærlighedens højsang: “Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.......” Her burde man nok stoppe op og stille et godt spørgsmål: Kan man overhovedet sige det? Kan vi leve op til det idealbillede, som Paulus her tegner? Er vores kærlighed evig og urokkelig? Selv er jeg ikke sikker. Kan vi ikke helt identificere os med Paulus ord, så kan vi måske bedre med dem, som Lars HUG tager i brug i den sang, vi skal lytte til om et øjeblik. Den evige og uudslukkelige drøm om den kærlighed, vi længes og higer efter, men som virkelighedens mennesker alligevel ikke kan realisere - som bedst når vi tror, vi ejer den, glider ud mellem fingrene på os. Det er formodentligt denne erfaring af at være kommet til kort overfor kærlighedens høje ideal, Lars Hug, synger om: Hvor mange gange skal der gå. Du er tavs, hvad tænker du på. Hvad gemmer du i dit hjerter. Du ku´ godt gi´ mig et blik at vandre rundt i. Og natten har øjne. For du er smuk nu, ja, du er smuk nu. For himlens skyld, så luk nu op din blomst. For hvor jeg end står og går Vil jeg elske dig for evigt - elske dig for evigt. Dilemmaet er tydeligt nok. Lars Hug længes efter at elske - elske for evigt, men hos den elskede møder han en mur af tavshed, han ikke kan trænge igennem. I det sidste vers er det endnu tydeligere: Hvis jeg ku´ komme op i din verden. Vi ku´ smelte evigt sammen. Hvis - men det kan de ikke. De kan ikke fuldstændigt blive ét - tilbage er kun drømmen om den evige kærlighed. Men hvorfor kun som en drøm? Jeg tror, de fleste af os godt ved, hvor skoen trykker. - Vi ved godt, at kærligheden er en livslang opgave, måske den største, vi nogensinde får betroet, og helt sikkert den sværeste, hvortil alt andet kan anses for indledende øvelser. - Vi kender godt fornemmelsen af tomhed, fordi vi alt for længe har levet uden at elske og uden at blive elsket. - Vi har vel alle erfaret kærligheden som en branche, vi ind imellem godt kunne ønske at vi have holdt os væk. - Vi har formodentligt alle prøvet at elske så højt, at vi også faldt ned igen - men alligevel overlevede det. - Men vi ved også, at livet ikke ville være til at holde ud, hvis ikke vi bare en gang imellem fik lov til se et glimt af sjælen, der danser i øjnene hos et andet menneske. Hvad gør vi så? Vi lever med os selv og hinanden, som vi nu engang er. Vi elsker, nogen gange på trods og andre gange på tværs. Vi kaster os ud i det umulige, fordi vi tror og håber, at kærligheden ikke bare er ligesom os, men er mere end os. At noget eller nogen bærer os, når vi ikke selv kan. Kærligheden er med andre ord noget, vi tror og håber på. Her er det så, at Paulus kommer ind i billedet. Paulus var ikke gift og blev det formodentligt aldrig. Han havde ikke tid, for han skulle jo forkynde det kristne budskab for hele verden! Kernen i det budskab, der drev ham fra Jerusalem til Rom, var den kærlighed, han havde mødt og erfaret i sit eget liv, den opstandne Jesus, Guds kærlighed i kød og blod. For Paulus var fra begyndelsen en nidkær forfølger af de kristne, og havde formodentligt mere end et menneskes død på sin samvittighed. Alligevel oplevede netop han et møde med den opstandne Jesus udenfor Damaskus. Her oplevede han det forunderlige, at han ikke blev fordømt, men taget til nåde, og inddraget i det projekt, det var at gøre hele verden til Jesu disciple. Her mødte og erfarede Paulus, hvad barmhjertighed og tilgivelse var. Her blev han konfronteret med en kærlighed, der var som af en helt anden verden. Når da Paulus senere skrev sin sang om kærligheden, var det ikke erfaringen af hans egen eller noget andet menneskes kærlighed, han så at sige løfter op i 3. potens, men det var mødet med den kærlighed, som han i Jesus Kristus havde på forunderlig vis havde fået at leve af. Det er derfor først fremmest Guds kærlighed, der er tålmodig, mild og ikke misunder. Det er Jesus, der ikke praler og misunder, som ikke hidser sig op og bærer nag, men som glæder sig ved sandheden. Det er Kristi kærlighed, der tåler alt, tror alt og udholder alt. For vores gør det jo netop ikke. Det ved enhver, der bare en gang er kommet til kort overfor et andet menneske. Men, lyder det fra Paulus og kernen i det kristne budskab: Vi har og vi kan altid modtage hans kærlighed. Vi har noget urokkeligt sandt og fast at vende tilbage til, starte forfra på, hente tilgivelse og nyt mod fra. Som det også lød fra en af de indledende læsninger for et øjeblik siden til jer i dag: ....Som Herren tilgav jer, skal også I gøre”. Det er på den baggrund, vi om et øjeblik kan bede om Guds velsignelse over jeres ægteskab. Det er derfor, vi beder om at I altid må få lov til at leve i og af nåde dvs. at I altid vil få kærligheden at leve af skænket. Ikke blot jeres gensidige kærlighed, med også den Guds kærlighed, der er kilde og ophav til al kærlighed. Måtte den kærlighed altid lyse for jer i jeres ægteskab!
Se mere:
Du vil muligvis også synes om
Bryllupsrejser
Find den perfekte gave til kobberbrylluppet
