DET STORE OVERBLIK
SÅ ER DET TÆT PÅ
Jo tættere du kommer på bryllupsdagen, jo flere ting har du at holde styr på og sværere er det at holde hovedet koldt og bevare overblikket. Her er listerne en god idé at have styr på, for når du ved at du har styr på noget, så står det på listen over ting du ikke skal bekymre dig om mere eller lige nu og så kan du gå videre til noget andet og mere vigtigt. Sådan starter et godt overblik.
DET FORKROMEDE OVERBLIK
Men hvordan gør man det så lettere for sig selv? Det gør man ved at lede og fordele arbejdet så det eneste man selv skal, er at holde styr på at alle andre gør det de skal. Ja, det lyder jo som drømmejobbet, men det er ikke så sjovt som det lyder, for med det følger også ansvaret.
Hvis og når noget går galt, og noget vil gå galt når man har gang i 1000 forskellige opgaver som alle skal gå op i en højere enhed indenfor de samme 10 timer, så er det vigtigt at have en løsning uden et panikanfald. Hvis der er sket en fejl med kagen, så er det ærgerligt, for den kan ikke laves om. Så er det smart at have købt 35 pakker kransekage som backup, ikke ideelt, men et brugbart alternativ.
PLAN B
“Kransekage”, siger du nok nu. Ja, hvordan kan en lille kransekage være et brugbart alternativ til 3 tårne skøn bryllupskage med mango og hvid chokoladecreme? Nej, det er ikke et fantastisk alternativ og jo selvsagt ikke ens førstevalg, men hvis kagen fx er blevet tabt på gulvet, så er det da bedre at servere kransekager, grine af uheldet og komme videre, ikke?
KRANSEKAGE ELLER INGENTING
Man bør have en Plan B til det som man ikke ønsker at være foruden. Hvis man hellere vil undvære kage end at servere kransekage, så skal man jo ikke have en Plan B, men når du planlægger brylluppet, så overvej hele tiden hvad du ville gøre hvis noget eller nogen ikke dukkede op? Hvis fx videografen ikke kom til vielsen fordi han sad fast i trafikken, så var det smart at have allieret sig med en gæst og et videokamera, bare for en sikkerheds skyld.
DET ER DA FOR BRIDEZILLA-AGTIGT
Nej, det er det egentlig ikke. Der går faktisk først vaskeægte bridezilla i det når bruden i hysteri skrigende truer med at aflyse hele dagen fordi hende kjole mangler en blomst på slæbet eller fordi frisøren ikke krøllede håret nok. Det er vigtigt når du holder en så vigtig fest som dit bryllup, at du bevarer overblikket og sørger for hele tiden at have en løsning på hvad der måtte komme af problemer i løbet af dagen.