
Figaros bryllup
Figaros bryllup er en lystig blanding af kærlighedsforviklinger, stærke kvinder og forvirrede mænd tilsat et stænk eftertænksomhed og en enkelt lærestreg eller to. Det hele munder ud i en lykkelig slutning, som det sig hør og bør i en komedie.
Gamle Scene danner rammen om hele herligheden, og Det Kongelige Teaters solistensemble vil løfte opgaven på scenen med Palle Knudsen og Henning von Schulmann i front på herresiden, mens Sine Bundgaard og Anke Briegel fører an på damesiden.
For iscenesættelsen står den succesfulde instruktør og Reumert-vinder Elisa Kragerup. Hun har de seneste sæsoner været tilknyttet Det Røde Rum i Skuespilhuset og iscenesatte sidste sæsons udsolgte opsætning af Shakespeares Romeo og Julie på Store Scene. Med Figaros bryllup tager hun skridtet ind i operaens verden, og der er ingen tvivl om, at det bliver oplevelsen værd, når operaen samtidig tager skridtet ind i Elisa Kragerups verden.

